Samværspolitik

Vedtaget af Radikale Venstres hovedbestyrelse den 25. januar 2025.

Samværspolitik for Radikale Venstre

Radikale Venstres samværspolitik
Et godt socialt fællesskab er en hjertesag for Radikale Venstre. Vi anerkender dog, at det respektfulde, inkluderende og arbejdsomme sociale fællesskab, vi stræber efter, ikke blot er noget, der kommer af sig selv, men noget, vi skal opbygge på baggrund af de stærke værdier, vi alle har til fælles. Som medlem af Radikale Venstre forventer vi, at du, ligesom partiets øvrige medlemmer, respekterer dine partifæller på alle niveauer, så alle frivillige, folkevalgte og ansatte kan trives og føle sig trygge. Det kommer der bedre stemning, sammenhold og politik ud af.

God tone og det frie ord
Uenighed er et grundvilkår i et politisk parti, både hvad angår politiske og organisatoriske forhold. Frie politiske meningsudvekslinger indtager en central plads – både indenfor og udenfor partiet. Det frie ord må dog aldrig misbruges til at nedværdige eller bagtale andre medlemmer, ligesom en for hård tone kan skade det sociale fællesskab. Vi anerkender, at vi aldrig kan blive helt enige om, hvad der er god tone, og at alle har forskellige grænser, men vi stræber dog i fællesskab efter at holde den, og at få samlet op og snakket ud, hvis den bliver brudt – forsætligt eller ej. Samtaler, hvor uenighed finder sted, skal føres med respekt for hinandens synspunkter og i samværspolitikkens ånd. Bemærk at god tone ikke i sig selv sikrer god opførsel. Bagtalelse, mobning, nedværdigelse og urimelige beskyldninger bliver ikke legitime af at de bliver udtrykt på en pæn måde.

Et inkluderende fællesskab
Radikale Venstre er et diverst parti, hvis mange medlemmer har vidt forskellige baggrunde, roller og tilhørsforhold, men er bundet sammen af fælles socialliberale værdier og virkelyst. Vi ser mangfoldigheden blandt os som en styrke, og det er vores erklærede mål at skabe inkluderende fællesskaber på alle niveauer i partiet, så alle kan trives. Vi accepterer ikke sexisme, racisme eller andre former for uretmæssig forskelsbehandling. Vi har alle et ansvar for at sikre, at alle medlemmer får lov at bidrage til partiet efter deres evner, anerkendes for deres bidrag og ikke unødigt udelukkes fra partiets sociale fællesskab.

Rollemodeller og ledelsesansvar
Alle, menige som forpersonskab, er kulturbærere for partiets samværspolitik. Ledere på alle niveauer i partiet har et særligt ansvar for både at være et eksempel til efterfølgelse og at håndtere eventuelle konflikter i relation til samværet.

Formelle og uformelle magtrelationer
Et særligt aspekt ved at være et diverst og inkluderende parti er, at vi er et parti med mange uformelle og formelle magtforhold. Ethvert medlem af partiet er ansvarligt for, at man ikke på uretmæssig vis udnytter sin magt over et andet medlem. Det er helt naturligt i et politisk parti, at der forekommer magtkampe og magtspil, men disse skal naturligvis ske inden for rammerne af samværspolitikken.

Grænser og seksuelt samvær
I et stærkt socialt fællesskab er det naturligt, at der opstår romantiske og seksuelle forbindelser. Det anser vi i Radikale Venstre for smukt, men vi er også klar over, at vores medlemmers diverse baggrunde og partiets komplekse magtstrukturer kan gøre det svært både at sætte egne grænser og forstå andres. Radikale Venstre tolererer ikke nogen former for seksuel chikane og uønsket seksuel opmærksomhed. Ethvert medlem er ansvarligt for at sikre klart samtykke for romantiske og seksuelle forbindelser samt at vedkommende er i stand til at give dette samtykke – f.eks. om de er for berusede, følelsesmæssigt berørte, eller om der er så stor en magtrelation, at det kan tænkes, at vedkommende frygter for konsekvenserne ved at sige nej.

Overtrædelse af samværspolitikken
Samværspolitikken er gældende for alle medlemmer af partiet og til partiets arrangementer, og brud på den kan aldrig undskyldes med alkoholindtag eller med henvisning til, at en anden også har overtrådt samværspolitikken.

Hvis den overtrædes, vil Radikale Venstre altid tage det alvorligt og tage hånd om det i det relevante led. I nogle tilfælde kan gentagende overtrædelser af samværspolitikken danne grundlag for at tage en sag op, som beskrevet i partiets retningslinjer ”Konflikthåndtering i Radikale Venstre: LINK”. I andre tilfælde kan enkelte brud i sig selv være alvorlige nok. Overtrædelse af samværspolitikken behøver ikke automatisk at give anledning til en sag, hvis den kan løses på anden vis – f.eks. gennem samtale eller mediering mellem parterne. Hvis du oplever noget ubehageligt i vores parti, så opfordrer vi dig til at tage det op med din nærmeste tillidsperson. Hvis du er i tvivl om, hvor du skal henvende dig, kan du henvende dig til Kontaktinstansen på kontakt@kontaktinstansen.dk.